Allerede i 2015 bør den rige verden nedbringe sine udledninger med 20 procent. Et blik på forhistorien viser, at vi ikke kan fortsætte som hidtil.
Udledningerne af drivhusgasser må reduceres tidligere og mere end hidtil antaget, hvis katastrofale klimaændringer skal undgås.
Menneskehedens afbrænding af kul, olie og gas samt omdannelse af skov til landbrug har øget atmosfærens indhold af drivhusgasser - især kuldioxid. Drivhusgasserne bremser varmeudstrålingen fra jorden, og forårsager dermed opvarmning af kloden og klimaændringer.
Koncentrationen af kuldioxid i atmosfæren er nu vokset til 387 ppm ( parts per milllion) fra 280 ppm før den industrielle revolution og vokser med 2,2 ppm per år. Koncentrationen er i dag den højeste i 650.000 år og sandsynligvis den højeste i de sidste 20 millioner år.
For 14.500 år siden toppede den sidste istid, og de store iskapper begyndte at smelte. Over nogle hundreder år i den såkaldte Bølling-Allerød varmeperiode steg koncentrationen af kuldioxid i atmosfæren med ca. 40 ppm, temperaturen i Grønland steg ca. 15 grader og havniveauet steg med 5 meter. Da det gik hurtigst steg havet med en hastighed på ca. 3 meter per 100 år.
For 125.000 år siden i den sidste mellemistid – Eemtiden – var koncentrationen af kuldioxid omkring 280 ppm og havet stod ca. 5 meter højere end i dag. Heraf bidrog mindre indlandsis på Grønland med ca. 1,5 meter og mindre is på Vestantarktis med ca. 3,5 meter.
For 3 millioner år siden var koncentrationen af kuldioxid omkring 320 ppm, den gennemsnitlige
globale temperatur i bunden af oceanerne ca. 3 grader varmere end i dag, der var ingen is på Grønland, betydeligt mindre is på Antarktis., og havet stod formentligt omkring 25 meter højere end i dag.
Går vi endnu længere tilbage i tiden, var faldende CO2 koncentration hovedårsagen til den globale kølende tendens, som begyndte for omkring 50 millioner år siden ifølge James Hansen fra NASA. Planeten var isfri, temperaturen i dybhavet var omkring 12 grader højere end i dag, og havet stod omkring 65 meter højere end i dag. Først da CO2 koncentrationen faldt til 450 ± 100 ppm for omkring 35 millioner år siden, og temperaturen i dybhavet faldt til omkring 5 grader højere end i dag, begyndte Antarktis at blive dækket af is, og havoverfladen begyndte at falde.
Disse forhistoriske klimadata fra især boringer i havbund og iskapper viser således, at hvis koncentrationen af kuldioxid i atmosfæren stiger meget mere end det nuværende niveau, vil kloden gå mod den isfrie tilstand, og havet vil med tiden stige med 65 meter. Ifølge James Hansen skal atmosfærens koncentration af kuldioxid reduceres fra de nuværende 387 ppm til mindst 350 ppm, hvis menneskeheden ønsker at bevare en planet, som den civilisationen og livet på jorden er tilpasset.
Den globale opvarmning fra den stigende koncentration af kuldioxid forstærkes af såkaldte feedback mekanismer, som driver dele af klimasystemet over ”tipping points” og ” points of no return”, hvor irreversible processer får klimaet ud af kontrol.
De væsentligste selvforstærkende feedback mekanismer er fordampning af havvand, smeltning og sammenbrud af havis og ishylder, indskrænkning af snedækket på den nordlige halvkugle, smeltning af indlandsis og frigivelse af metan og kuldioxid fra smeltende tundra og havbund.
Havisen på Nordpolen smelter med accelererende hastighed i store områder. Sidste år bortsmeltede den flerårige is fra et område på størrelse med Californien og Texas tilsammen, selve Nordpolen blev isfri og Vestpassagen var åben for sejlads. Når havisen smelter absorberes mere varmestråling fra solen og havet opvarmes, hvilket får mere is til at smelte.
Når snedækket på den nordlige halvkugle bliver mindre og smelter tidligere på året, bliver mere varmestråling fra solen absorberet af jordoverfladen..Når indlandsisen trækker sig tilbage absorberes mere varmestråling fra solen af den isfrie jordoverflade og vegetation. Herved stiger temperaturen yderligere, og indlandsisen på Grønland smelter hurtigere.
Når ishylderne omkring Antarktis bryder sammen, kan de ikke længere tilbageholde de bagvedliggende gletschere, som herved hurtigere skrider i havet, eksponeres for det varmere havvand og smelter hurtigere. Der er derfor stor risiko for, at isen på Vestantarktis bryder sammen og smelter.
Hvis CO2 koncentrationen i atmosfæren fortsætter med at stige, vil vi i løbet af de næste årtier opleve udbredt tørke i Afrika, Sydeuropa, sydlige USA og Australien. Gletscherne vil bortsmelte og ikke længere give smeltevand på det rette tidspunkt til de floder, hvis omkringliggende landbrug forsyner en stor del af menneskeheden med fødevarer. Havet vil de næste 90 år formodentlig stige med omkring 3-6 meter og vil sammen med et øget antal kraftige orkaner skabe voldsomme oversvømmelser i de kystområder, hvor størstedelen af menneskeheden er bosat. Konsekvenserne vil være ufattelige lidelser i form af hungersnød, sygdomsepidemier, flygtningestrømme, krige og sammenbrud af stater.
Oceanerne og iskapperne forsinker den globale opvarmning fra den stigende koncentration af kuldioxid. Alene på grund af de allerede udledte mængder kuldioxid vil temperaturen i fremtiden stige yderligere 2 grader i middel og 4 grader på den nordlige halvkugle.
Da koncentrationen af kuldioxid i atmosfæren således allerede er over det kritiske niveau, skal de globale udledninger begynde at falde i løbet af de næste 5 år. Da lande som Kina og Indien ikke kan nedbringe deres udledninger på grund af kampen mod fattigdom, må de rige lande foretage øjeblikkelige og store reduktioner af deres udledninger. Der skal således ikke kun sættes mål for udledningerne i 2050, men også for 2015 og 2020. Den rige verden bør nedbringe sine udledninger med omkring 20% i 2015, 40% i 2020 og 90% i 2050. Den samlede verden skal have uændrede udledninger i 2015 og nedbringe sine udledninger med omkring 20% i 2020 og 50% i 2050.
Den rige verden må hurtigt udfase brugen af kul, olie og gas, gå helt over til vedvarende energi som vind, sol, vand, og atomkraft, foretage massive energibesparelser og energieffektiviseringer samt rejse ny skov og omlægge landbrug og skovdrift til øget lagring af organisk kulstof. Udvikling, test, demonstration og implementering af nye teknologier hertil skal gives de bedste betingelser i form høje afgifter på de konkurrerende fossile brændstoffer. De nye teknologier skal hurtigst muligt spredes til udviklingslandene gennem økonomisk støtte, forkortelse af patentperioden, joint ventures m.v.
Kvoter på kuldioxid, som er hjørnestenen i Koyotoaftalen har vist sig at være utilstrækkelige. Dels er ikke alle lande og alle sektorer omfattet af kvotesystemet, og dels er kvotesystemet åbent for manipulation, snyd og omgåelse. EU's mål om 20% reduktion af drivhusgasser i 2020 er utilstrækkeligt for ikke at tale om den danske energihandlingsplan fra 2007, som har en reduktion af anvendelsen af fossile brændsler på 15% som mål. Den nye danske plan om grøn vækst hjælper ikke synderligt på dette.
Klimatopmødet i København må i større omfang fokusere på afgifter på fossile brændstoffer især i EU, USA, Kina og Indien, hvorved der kan gives bedre muligheder for de konkurrerende rene teknologier, som foreslået af EU´s- formand, svenskeren Frederik Reinfeldt.
Udvikling af teknologier til vedvarende energi og energieffektiviseringer vil herudover skabe nye jobs, få os ud af den økonomiske krise, og gøre os uafhængige af dyr olie og gas fra totalitære regimer som Saudi Arabien og Rusland.
Karsten Krogh Andersen, civilingeniør, direktør, Institut for Bæredygtig Udvikling, www.disud.dk.
